Vejen til egen tegnerstemme

Simon Bang fik i en tidligere post antydet en lang familietradition for kunsten, der har været en spændetrøje, men også blev det naturlige udgangspunkt for livet. Kunsten blev hans sprog og som han afrundede: Jo mere modstand, des bedre lever det. Så lad os spørge nærmere ind:

Simon Bang, 16 år. Min udsigt, Fensmark, 1977.

Simon, lad os indrømme, at du elsker kampen, og du har taget den på dig. Du er helt konkret gået ind i et felt, storyboardet, der benytter sig af tegnekoder, der forbinder sig til handlinger på den anden side af tegningen, for hver gang at sætte modstanden lidt højere oppe?

Jeg tænker slet ikke sådan på det, men jeg ser hvad du mener – tror jeg nok. Måske skyldes det udelukkende det faktum, at min familie var fattige på det materielle, men åndslivet var i højsædet, selvom der er en naturlig grænse for hvor meget man kan brødføde 4 børn med, når kosten kun består af tankegods. Min far var billedhugger og arvede sin far, billedhuggeren Arne Bangs værksted. Vi boede over for hinanden i barndommen, og jeg fulgte deres udvikling; Mens min far forsøgte at frigøre sig, gennemgik min farfar en afvikling. 

Ingen af dem var særlig gode til at forsøge deres familier, og min far arvede hans fars gæld, og det betød en traumatisk, uforløst og urokkelig tilstand mellem de to mænd livet igennem. De havde begge en lidt doven, tilbagelænet attitude, og jeg husker at min farfar mest af alt lå og læste de engelske Hornblower-romaner, selvom han burde tjene nogle penge. Min far var kronprinsen i familien, og hans tre søstre måtte finde sig i at han var udset til at skulle overtage rollen som patriark. De tre piger fik ikke deres drømme opfyldt da de var unge, og det præger stadig familien. 

Arne Bang: Sophus Claussen

Min far havde havde fået serveretten i forhold til sine tre søstre. Den uorden og uforløsthed ender i selvopløsning, som jeg ser det, fordi frisættelsen med alderen ikke medfører et afklaret opgør, børn, søskende og forældre imellem. De roller som uddeltes i barndommen, udspilles nu i alderdommen, som et stykke lokal teater, hvor der skal holdes på formerne og samtidig  positioneres. Jeg selv var længe om at tage det oprør med min egen far, men der er nogen, der aldrig når det, og det er både sørgeligt og skandaløst at se på. Ofte ender det i en degenerering. 

Om det så lige kan overføres på mit nuværende arbejde som storyboarder, ved jeg ikke; jeg tror kampen stammer fra familiegenerne og  ikke mindst fra min mors familie. Hun er ud af en sømandsslægt og der kan man tale om nogle helt andre konditioner. Min morfar var kaptajn på de syv have og hans kaplak betalte både vores barndomshjem og min fars brændeovn til værkstedet. Begge dele er stadig fuldt ud funktionsdygtige. Den gamle kaptajn Goth har vi stadig meget at takke for.

Jakob Bang: Portræt af Professor Von Eyben

Du får ikke helt lov at slippe for at uddybe den 2-3 dimensionale tanke, du tidligere var inde på, omsætningen af tanken til papir. Nu har I som familie valgt meget forskellige materialer at udtrykke jer gennem, du har meget bevidst valgt tegningen, som traditionelt ligger skriften nær, processen, forløbet på papiret mellem formsprog og brud med samme?

Tror virkelig at jeg tænker og tegner mest som en billedhugger, men jeg har aldrig et eneste øjeblik ønsket at være eller blive billedhugger. Den rummelighed i tegning og skitse fik jeg tidligt at vide at jeg besad, og måske er det den kobling, som vi skal forstå dette fænomen i, altså det 2-3 dimensionale? Jeg synes jo også det psykologiske sammenstød i udviklingen af det visuelle er meget uundgåeligt og pokkers spændende.....

Simon Bang. Skitseblad, Urbino, 3.8.1997. Les Miserables-Set.

Vi kommer ikke uden om Ib Andersen. Du valgte netop den tegner, som af alle tegnere i det 20. århundrede arbejdede mest struktureret, hans tilgang var videnskabsmandens. Du afsøgte hans teknikker helt ind til benet, søgte at se gennem hans øjne for at finde hans hemmelighed, som blev dit afsæt?

Først og fremmest var det en længsel mod en orden og en struktur jeg afsøgte. Den klarhed som Ib Andersens tegninger besad, blev besættende for mig. Så meget at da den første forelskelse havde lagt sig, så havde Hr. Andersens tegnekunst indirekte ødelagt mig – eller rettere – jeg havde overset det faktum at et for dominerende forbillede forhindrede et klarsyn og et opgør. Jeg var en lille voksen der havde brug for livsvigtig viden meget hurtigt, så jeg kunne klare mig og være medforsøger i familien. Det tog cirka 30 år før jeg igen kunne slippe det. Der var noget af en proces. Så jeg må se nødvendigheden og ødelæggelsen i øjenhøjde, den er del af den samme udvikling. Forbilledet forpurrede, men pagten satte mig fri til en høj pris.

Simon Bang, fra storyboardet til Arn.

Og så frigjorde du dig fra ham, da du tog et nyt sprog på dig: Dokumentaristens, hvor du synes friere end nogensinde og prøver mange stemmer af – du tegner animation, du går selv ind som fortæller med et materiale, der er verdenshistoriens. Du synes i eksperimenterne at hvile i dig selv mere end nogensinde – du har fundet friheden i din egen stemme?

Simon Bang, fra storyboardet til Arn.

Ja, jeg arbejder med mine dokumentarfilm, som en naturlig forlængelse af det at dokumentere og samtidig ser jeg det som et ”mixed media” hvor jeg kan trække en masse stemmer frem, viden og lag, som giver mig afsindig meget mening som udtryk, og som et af de stærkeste forførelsesmidler der findes. Synes filmens sprog er meget forløsende, spændende og på mange måder en mere naturlig forlængelse af den klassiske metier, det at kunne  tegne, som jeg begyndte med. Jeg opfatter filmsproget som en ny mulighed for et sprog, meget mere komplekst, men fyldt med regler der hele tiden både lukker og åbner for både form og sprog.

Simon Bang, fra storyboardet til Arn.