Posts

Showing posts from April, 2012

Et ord om renhed

Image
Der er en renhed i Valdemar Andersens livsværk, som forplanter sig til hans beskuer. Jeg opdagede det første gang, da jeg pludselig argumenterede som ham: "Men farven, se hvilken farve".

Var det forskellen mellem en platonsk og homerisk verdensopfattelse, vi diskuterede? Den nye over for den gamle verden, viljen til fortolkning, og her trådte jeg helt ud med et æstetisk indlæg. Mine meddiskutanter opdagede naturligvis intet, de havde slet ikke tid, og det var en særlig oplevelse at befinde mig i et helt eget rum. Ikke naivt, snarere hvilende, uden lyst til den analytiske kniv.

Det lykkelige er ensheden i vores kulturtradition. Forskelligheden er dramaet, som sætter bevægelse til fortællingen. For nu at gentage Tolstoj.

Jakob Martin Strid var selv engang den rå stemme, også den maskuline stemme, som børn møder så få af i dag, og som betød, at Celine og jeg var på pilgrimsfærd til Enghave Station for at se den personaledør, der leder fra Underverdenen i Dimitri 9 mm. At døren…

Portrætuge

Image
En bladtegner blev i forgangne uge listet blandt de 100 mest indflydelsesrige personer i verden, mens Politiken-læsere klagede over, at mindeordet over Hr. Møller bragte ikke én, men hele to tegninger af hovedpersonen. Hvilken uforskammethed.

Fra det største til det mindste, og et slående billede på det ideal om autenticitet, som bladtegningen står udenfor. Tegnekunsten har ikke uskyld, den er ifølge de nævnte læsere ligefrem ond beregning.

Vel har den ikke uskyld, men i linjen af diskussionen, som Jørgen Dehs tager op i Det Autentiske; Fortællinger om nutidens kunstbegreb, der også er udkommet i disse dage, har den nødvendigheden i sig. Ali Farzat eksempelvis. Og hvis vi vender tilbage til mindeordet - så handler fornærmelsen ikke om de faktiske tegninger af Anne Marie Steen Petersen, der var to yderst forskellige, skønne, nærværende tegnede indblik i et langt, levet liv. Fornærmelsen ligger i, at vi er blevet så vant til photoshop, at vi ikke tør forholde os til menneskelig forskel…

Ali Farzat - en verdensstemme

Image
Time Magazine har sat den syriske bladtegner Ali Farzat på listen over de 100 mest indflydelsesrige personer i denne verden. Optagelserne af Ali Farzats blodige hænder gik verden rundt, da det syriske regime forsøgte at gøre ham tavs gennem at knuse hans vigtigste redskab. 



Men der er altid et håb, en solopgang, i hans tegninger. Håbet, der kunne blive virkelighed, hvis verden ville holde op at spørge til årsager og søge at finde mening. Det skal handling til, er hans budskab til os udenfor Syrien. Så længe vi nøjes med at spørge, er vi alle medskyldige.

For til filosofi hører også handlingen, i hans livsforståelse. Frygten findes ikke længere, den bukkede under med modet hos de første oprørere, som han siger i ovenstående interview. Matt Wuerker har på Time Magazines vegne begrundet Ali Farzats navn på listen:
In the end, the joke is on the regime. It thought it could silence Ferzat and break his will by breaking his hands. Instead it created a powerful symbol who draws cartoons the…

Opnået uskyld

Image
Bladtegning er noget snavs. Uskyldig er den aldrig. Den er ikke ubetinget, for den er reflekteret. Det var ligefrem den, som sendte Kierkegaard ud over kanten. Den har en bestiller og er følgelig ikke autonom, og auratisk er den slet ikke ved at være uden original, eller rettere, den er et grafisk blad, der hver gang møder sin beskuer trykt i et seks-cifret antal eksemplarer. Bladtegningen er så jordisk, som tænkes kan. 
Autenticitet. Ikke det, der ligner.
Men inden begrædelighederne erklæres, så lad os kaste ind, at det netop skyldes bladtegningens iboende hang til udforskning og udfordring. Alene denne blog er forbudt i visse nationer, fordi den beskæftiger sig med en kunstform, som despoter møder med angst. Tegnerne lyttede til Kierkegaard og tog hans diktum om "komisk komposition" på sig. Adorno vil sandsynligvis stadig se på dem med skepsis, men de har Høffding i bagagen. Se en bladtegner i aktion, hvordan han eller hun skærer vores fælles rum ind til de fire streger, …

Æret være bladtegneren

Søndag var det Rex Babin Day i Californien. 


Guvernør Edmund J. Brown, Jr, erklærede den 15. april for officiel mindedag for bladtegneren Rex Babin, som for nylig bukkede under for sin kræftsygdom. Hvilken fornem gestus at ære den forskel, en bladtegner har gjort i vores liv.


Det er dertil en markering af den værdi, som bladtegningskunsten skaber.


Herhjemme har vi netop mistet Ib Spang Olsen. Generation efter generation fik øje på verden gennem hans kunst. Hvor storslået, om også det officielle Danmark havde sat ord på, hvad vi mistede i ham, som i hans californiske kollega:




GOVERNOR BROWN ISSUES PROCLAMATION DECLARING REX BABIN DAY

PROCLAMATION BY THE GOVERNOR OF THE STATE OF CALIFORNIA

"It is difficult not to write satire," observed the Roman poet Juvenal at the close of the 1st Century A.D. Few understand this basic truth better than political cartoonists who, 2000 years later, wield the power of caricature, parody, farce and lampoon in the pages of our newspapers.
Paul Conrad s…

En kunsthistorisk milepæl

Image
I dag er det præcis 90 år siden, at Politikens søndagsmagasin udkom første gang. Det første af flere avisers søndagstillæg, som skulle blive en milepæl i dansk kultur og kunst ved hver søndag at bringe en forside, der var lige til at skære ud og hænge op. Et stykke originalt kunst i egen ret med en epokegørende hensigt: At alle havde råd til kunst på væggene.

Det vil sige, selve denne historie begyndte ikke for 90 år siden. Der skulle gå lidt over et år, før bladtegnerne gradvist fik skubbet sig frem til denne position. For 90 år siden bragte tillægget quizzer, gåder for børn, nyt om skuespillere og mode. Men lige så stille bredte tegnerne i tillægget. Der var ikke mindst nyskrevne noveller og føljetoner, der kunne og blev illustreret. Og pludselig er forsiden der, næsten så det kan mærkes, hvordan idéen er opstået og forslaget blevet stillet, om ikke de skulle prøve at lave en farvet helside. Når nu muligheden var der rent teknisk. En side over noget, som læserne kendte, genspejling…

Hvor alt håb om kunst ellers må lades ude

Image
WHERE ALL HOPE OF ART MUST OTHERWISE BE LEFT OUT


ENGLISH TRANSLATION IN ITALICS:




Modernismens marmor

Image
Dette land har en lang historie for marmor. Marmor som billede på manglende storhed ganske vist, berømt er i al fald en engelsk ambassadørs bemærkning - tilbage i det sene 1600-tal, var det? - da han kommenterede, hvordan landets eneste fortrin var den sal, han var blevet modtaget i på Rosenborg. Og dens marmor var end ikke ægte, som han sørgede for at understrege. 

Men den ægte vare er der så rigeligt af i verden. Ofte handler den snarere om at vise økonomisk styrke og mindre forståelse for åringer og farve. Den bemalede derimod er et helt personligt udtryk, der hører sin tidsalder til og skaber en ramme, som den ægte aldrig ville kunne.

En sådan tidsalder var det tidlige 20. århundrede, der forbandt to så tilsyneladende usammenhængende fænomener som modernisme og marmor. Det demokratiske samfund indrettede sig med officielle, offentlige rum, såsom retsreformens nyoprettede retssale, der understregede deres værdighed med marmoringer som triumfbuer om alle tilgange til salene:


Modern…

Kun for absolutte personligheder

Image
Kunst hører ikke til i det offentlige rum. Medmindre kulturminister Uffe Elbæk er blevet groft fejlciteret.

Distortion eksempelvis har det offentlige rum som base. På Ministerens bud må det straks høre op. I fællesrummet udenfor som indenfor har kunsten ikke hjemme. Det er noget, vi holder bag vægge og filer på hver for sig.

Ligesom dengang malerkunsten var noget, som blev skabt til slottenes og kirkernes vægge, de store fællesrum, som dyrkede ét centrum. Det blev brudt ned over et par århundreder, så vi i dag har erstattet slotte med museer med de mange meninger i spil.  Fællesrum, hvor vi ser, at verden er større end os selv. Den var her før os og den vil være her efter os.

Vore forgængere og vore efterkommere. Det er definitionen på et samfund.

Noget kunst er malet på væggene og kan ikke flyttes. En af Valdemars dekorationer er netop bukket under, kuppelsalen til Bispebjerg Krematorium. Der var brug for en gennemgribende nytækning, har tanken været, hvis huset skulle kunne tages i…
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...