Posts

Showing posts from March, 2012

Når Kürten er glemt

Image
Solen benytter fusionsprocesser, verden blev formodentlig skabt af dem, og også de skarpe penne har fusionen som strategi: To grundstoffer, der hver for sig befinder sig i en energitilstand svarende til 0, kan ved deres fusion udløse energi i store mængder.

I kernefysisk bladtegning lyder formlen, at når vi tager et vellignende portræt og sætter det op mod et citat fra denne person, opstår en effekt, der afklæder tiden, verden og os andre i samme proces.



Effekten folder Thomas Thorhauge ud i sit seneste epos Det sidste Ord, hvor han udforsker tidens mani for at afæske filmens folk deres indsigter i livets indretning. Intet forvrænges. Portrætterne er så skønt gennemført helt ud i trykket, at de synes skåret i papiret.

Oh, det er klassisk bladtegning. 


 Lad os tage den første tegning af Akira Kurosawa igen:



Kompositorisk svarer han til en vis despot, tegnet af Hans Bendix i 1933, da Hitler kun akkurat var kommet til magten. Hans træk er endnu ikke helt på plads, for tegneren var endnu…

Ali Farzat med egne ord

Image
"Jeg lavede skiftet fra at bruge symboler til at portrættere virkelige personer, og lidt efter lidt begyndte jeg at se mine tegninger blive båret frem af de protesterende. De blev et symbol for dem."

- den syriske tegner, Ali Farzat, der for et halvt år siden fik lemlæstet sine hænder af Assads tilhængere, har stadig mén efter overfaldet, især i sin højre hånd. Tegnerhænder er skrøbelige, og han nåede at høre sine overfaldsmænd erklære, at han ikke igen skulle kunne "vove at udfordre" magten.

Men tegnerens vigtigste redskab er hjernen, og Farzats er så skarp som nogensinde. Hans interview kan også læses her.

På propagandaens banehalvdel

Image
Bladtegningen som den lille mands støtte er en meget ny opfindelse i historien og kan slet ikke måle sig med propagandaens sejrsgang. Propaganda har altid været og vil altid være her af den enkle grund, at den er effektiv. Der vil altid være nogen, som har brug for at sætte den i scene.
Nu er det nedladende at bruge formuleringer som "den lille mand". Bladtegningen blev et middel til at tale magten imod med de første fortalere for demokratiet. Den er demokratiets medium, som udmærket ved, at magten ikke flyttes ved at få sandheden om sig serveret - for den kender magtens indehavere udmærket selv. 
Bladtegningen benytter hofnarrens taktik ved at fortælle på den skæve måde, så fortællingen pakkes ind, og meget om ikke ligefrem alt kan siges. Heri gør tegnerne naturligvis ikke selv krav på en sandhed, de gør deres kunst til et debatterende medium, som kan sætte nye forståelser i værk ved at føje friske vinkler til debatten.  

Som nu en af helligste ikoner for ethvert propagand…

Brudflader til læseren

Image
The Journal of Aesthetics and Art Criticism er denne gang et temanummer om fotografi og som bevis på tegneseriens langt om længe vundne status medfører det en artikel om fotografiet i tegneserien, "Drawings of Photographs in Comics" af Roy T. Cook.


Cook opregner tre lag i sådanne tegneserier. Vi har foran os fotos, der lægger op til et niveau af objektivitet, som et virkeligt indhold, der møder virkelige beskuere, de er dertil tegninger af fotos, og endelig er de tegneseriers tegninger af fotos, for de befinder sig i en narration.

Artiklen konkluderer ikke. Roy T. Cooks ærinde er at sætte en bygning at tænke videre, hvorvidt vi metodologisk kan fundere et sådant fiktionslag. Har vi at gøre med en realisme, og i givet fald hvornår er det tegnede foto mere realistisk end det tegnede univers omkring den?



Alligevel må Cook drage en vis konklusion, at fotos synes at blive tegnet med ind på siderne, men ikke gerne direkte i ruderne. I stedet forekommer de udenfor på den tegnede si…

Forstandens perspektiviske forkortelse

Image
Idag var jeg netop ved at have det sidste i indkøbsvognen, da alt blev henlagt i mørke. Der var kun at kaste vogn til side og løbe, løbe, løbe hjem - for så var også min Fars respirator uden strøm.

Respiratorer har deres personlighed, og Far har fået kælebarnet over dem alle: 83'eren. Sig nummeret og personalet på Respirationscenteret svømmer over af salighed.

Det er aldrig lykkedes at få en nærmere forklaring, vist motornedbrud. 83 har med andre ord været umådeligt god til at gøre opmærksom på sig selv. I dag var vi dog her i huset en heldig ø af hurtigt tilbagevendende strøm, så der ikke var brug for alle nødprocedurerne. Vi skal eksempelvis holde kontakt med 112.

83 er et interessant eksemplar af vores behov for at danne fortællinger. Jeg elsker Musils beskrivelse om forstandens perspektiviske forkortelse, hvordan vi føjer tingene ind i forhold til hinanden, fordi vi som mennesker er fortællere.


Det er handlingen på vejen til kunsten, som dog kun kunstneren formår at fuldføre,…

Det ubesvarlige

Image
Lille Saga er kun tre år gammel, så der er en hel verden at definere, og med begge arme støttende mod væggen under en Sonia Delaunay, drejede hun hovedet og spurgte: Hvad er kunst?
Der var kun ét at sige: Det er der ingen, som kan svare på.
Sommetider er kunsten heller ikke det konkrete kunstværk, men en helhed af, hvordan flere dele er føjet sammen, og hvordan beskueren træder ind i rummet og bruger det. Kunsten sættes i værk.
Som Valdemar Andersens tre pragtsale på Diakonissestiftelsen. Tre sale bestående af en større dagligstue af kongeportrætter, en lille dagligstue til den fortrolige dialog og så den store spisesal med nattehimmel og stjerner, mens træstammer løber ned fra loftet, hvori springer, sidder og basker fugle, egern og de små pelsdyr, som hører til vores nære natur. 

Hvis én af salene fjernes, eller dele af en af dem tages ned, forsvinder værdien af dem alle. Niels står her foran spejlet, der danner den ene endevæg for alle tre sale. I spejlet føjer alle tre sale sig s…

Tvivleren og tænkeren

Image
- Var det ikke dér, han havde denne storartede Linje i Ryggen akkurat som en syg Kat? spurgte Valdemar Andersen engang efter en teateraften.

Det var hans eneste bemærkning den aften. Tavs skal han ellers have været midt i diskussionen om den store monolog i fjerde akt.

Forleden oplevede Per Marquard Otzen, at Hamlet i Martin Tulinius' iscenesættelse pludselig kastede en skygge, som tog form af Kierkegaard. Og tegneren genskaber den storartede Linje, så vi ser, at dette aldrig har handlet om tom form - som anekdoten om Valdemar er blevet gjort til - men om kunstnerens fortolkningshandling, der i få linjer gør verden til intenst nærvær for os alle. Således lærer vi gennem den ene kunstner om den anden.


Tvivleren og tænkeren i samme person. Begge er de i os alle.

Jeg kan ikke lade være med at tilføje en ikke-Kierkegaard-tilsynekomst. Da jeg var studerende på Statens Museum for Kunst, fortalte vagterne om et genfærd af en mand, de plejede at se oppe i salene. Han kunne sådan ligne Ki…

Men der var ingen bladtegner

Image
Øjenvidner er noget stads, ifølge historikerne. De husker i perspektivisk form. De har kun set, hvad der angik dem selv, krydret med angst og ønsker, og kan derfor aldrig sammenlignes med historikerens idealt set olympiske alskuen. Fri for angsten og med tid til at se det hele billede.


Det kan der være en del i, men det kræver stadig lydhørhed, for angsten og ønskerne i samtiden havde deres gode grund. Og selvom man som historiker også skal nærme sig pressen med en vis kritisk distance, så var udbredelsen af massemedierne på denne tid en realitet. Det er en stærk oplevelse at læse Politiken i dagene op til første verdenskrigs fredsslutning, den 11. november 1918.

Krigens sidste krampetrækninger, hvem der angreb hvor og med hvilket udfald, var henvist til en inderspalte et sted i avisen. Heller ikke forhandlingerne eller aftalerne var at finde og da slet ikke togvognen i Compiègne.

For det store spørgsmål i de dage rejser sig over dagens konkrete begivenheder: Holder demokratiet? Vil …
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...