Læring for livet



Charles Dickens var litteraturens svar på bladtegningen. Foldet ud i samme tidsepoke, midt over 1800-tallet, hvor aviserne blev arnestedet for stor kunst, der nåede et publikum, der noget nær talte hele befolkninger.

Kunst, der kunne se stort på klassiske formalia og stadig være stor tegne- og romankunst - senest har vi eksempelvis her i huset endnu en gang læst Mr. Pickwick højt for hinanden og nydt at være i det kolossale persongalleri, mens fortællingen skiftede hovedperson undervejs, fordi forfatteren selv faldt for Sam Weller. Det er umiskendeligt Mr. Pickwick, der fortæller i gul vest i Dagens PragtTegning, hvor Per Marquard Otzen - i selvportræt med madskål - lader Dickens' egen tinding være midterakse for hans fortælleunivers.

Det hævdes fra tid til anden, at bladtegning er det negatives kunst, fordi det fokuserer på menneskets allerdårligste sider, og hvad de bringer med sig.

Men, tværtimod, hvis ikke tegnere som forfatter holdt af menneskene, kunne tegninger og skrift ikke lade sig gøre. Så ville deres værker ikke have liv. Det er vores fællesgrundlag af svagheder - og styrker - de bygger på. Da Oliver Twist var nyskrevet, satte den danske grosserer og aktiv bagmand til demokratiets indførelse, Alfred Hage, sine børn til at læse Dickens på originalsproget. De skulle forstå, hvad det vil sige at lide nød i livet, og hvordan den gode hjælp bør formes. Oliver Twist kan man også møde på gaden i København, erkendte hans børn.

Dickens lærte sine samtidige om deres tid, ligesom han kan være en direkte kilde til forståelse for historikeren. Vi kan hævde, at han har sine dagsordener og politiserer i romanens form, men sult og strejker er dramaturgiske højdepunkter, hvor vi efterlades med en større indsigt, end selv den mest indlevede historiker kan formå.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Popular posts from this blog

Speaking of the Dead

Dilemma into Conflict