In memoriam: Ib Spang Olsen


Sidste sommer kom en amerikansk turist forbi åbningen af Sine Krogh og Astrid la Cours dejlige udstilling af Ib Spang Olsens livsværk i Møstings Hus på Frederiksberg. Åbningen vel at mærke til et lillebitte stykke af hans livsværk, for hans værk er en uoverskuelig overdådighed.

Turisten var en smule nølende, for var dette nu også nogen videre kunst?

Jeg måtte sige det, som det var: Ib er en af landets uundværlige kunstnere i det 20. århundrede. Mindst 4 generationer er vokset op med ham, han har formet vores syn på kunst og verden. Om hvor mange kunstnere, kan vi sige det?

Turisten gik en smule rundt, lyttede til Ibs tale med stadig større øjne. Øjeblikket efter hørte jeg ham hviske til sin kone: Tænk, at vi netop skulle komme forbi i dag. Tænk, at vi har mødt den største!

Kun kunstmuseerne har ikke kendt deres besøgelsestid. Hvorfor tænker vi straks: Nærmest naturligvis? Han er kun repræsenteret ved småstykker i statens samlinger. Mikael Wivel har taget det første, store skridt med sit mammutværk til en omskrivning af den danske kunsthistorie i det 20. århundrede, hvor han har givet tegnerne den rettelige plads, hvor de har hjemme. Nu venter vi kun på museerne.

Ib Spang Olsen var den største. Et stykke barndom er forsvundet med ham. Og som voksen kunne han få én til at føle sig 17 igen bag rosenbuskene en sommernat, hvor solen aldrig går ned. Han var poesi.

Han blev tegner i det 20. århundredes midte, hvor alt kunne og blev politiseret og tegnerne valgte at gå den anden vej. Tilsyneladende upolitiske i deres poetiske og surrealistiske leg med den synlige verden og da netop mere kritiske end nogen anden kunstform, med kunst som gik under angstens radar og direkte til børneværelset. Børnene fik form på deres udblik, som de gav videre til deres egne børn, som igen tog Ib Spang Olsen frem, da også de fik børn.

Det er ikke til at fatte, at vi ikke igen skal se ham selv, men hans tegninger - de vil nå også de generationer, som endnu ikke er kommet til. Hvilken vidunderlig kunstskat han har givet os.

- jeg har ikke lov at vise hans tegninger, men lad os markere denne dag med en nymånehilsen fra en af de første i avisernes søndagstillæg til en af hans fornemmeste arvtagere:




Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Popular posts from this blog

Speaking of the Dead

Dilemma into Conflict