Gensyn med bladtegningens rødder


Den redaktør, der i sin tid havde Honoré Daumier på sin lønningsliste, risikerede sin frihed for sin tegner. Tegneren var hans stærkeste kort som avisudgiver, og han var derfor parat til at gå langt. Hellere risikere end at lade være - og at undvære tegneren.

I dag er modstanden ikke mindre. Den retter sig mod redaktører som mod tegnerne selv, og midt i angsten for eget liv kommer så de stadig færre fastansættelser for bladtegnerne generelt, og specifikt for den mest udsøgte gren af dem alle: Den daglige, tegnede leder i dagbladene. Aviser risikerer som medium at blive fortid, og modtrækket til derouten har været at sælge ud ud af deres stærkeste kort: Ud med det led, som på én gang gav dem visuel og kritisk profil.



Lige før jul var vi så privilegerede herhjemme at få Anders Jerichows temperaturmåling på bladtegningsmediet internationalt netop nu. En stærk og samlet fortælling med fokus på bladtegneren frem for bladtegning. Forsiden viser sigende sydafrikanske Zapiro, der må liste sig igennem sin tegnertilværelse, fordi alt kan detonere.

Også The Herb Block Foundation offentliggjorde den 19. januar 2012 en rapport, The Golden Age for Editorial Cartoonists at the Nation's Newspapers is Over, hvis konklusion fremgår allerede af titlen. Fastansættelser for tegnerne af avisernes daglige ledere hører fortiden til.

Og dog er rapporten særlig interessant ved også at påvise det skred, der er undervejs, for i takt med at tegnerne ikke længere er ansigt på en bestemt avis eller medium, arbejder de i stadig højere grad på tværs af medierne. Det gælder tegneren og det gælder den enkelte tegning, som syndikeres til stadig nye sammenhænge. Tegningerne har fået et liv med præfixet post- et postproduktivt liv langt ud over den første offentliggørelse. Den tegner, der får opgaver, er den, som ser sig selv og ikke en avis som sin platform.

Det kræver sin tegner at kunne sælge sig. Til gengæld er det ikke nyt. Sådan var situationen også for bladtegneren i tiden fra industrialderens gennembrud, ca. 1870, til efter anden verdenskrig. Så snart vi var ude over forbudstiden med dagene tilbragt ind og ud af retssalene, var en bladtegners hverdag at løbe fra den ene opgave til den anden gennem byen. Valdemar Andersen blev ligefrem et reklameobjekt med tegningsruller under armen og pibe i mundvigen som billedet på nytænkning og fremdrift. Han var som sine kolleger ikke forbundet med en avis, sådan som vi indtil for nylig har kendt det i vores livstid, men havde glans om sit eget navn og sin umiskendelige streg. Læserne genkendte ham på tværs af aviser, ugemagasiner, månedsblade og årshæfter. Foruden plakater en masse, butiksskilte - med den faste fortsættelse,  når Valdemar Andersen nævnes: "(...) og vi kan blive ved". For der er altid flere værker at finde fra hans hånd.

Tegnerne end ikke ventede på mulighederne. I ikke så få tilfælde skabte de selv magasinerne og tidsskrifterne, hvor de gav opgaver til hinanden. De eksperimenterede med layout og indhold og de forstod markedets kræfter. Oftest møder vi den utrættelige Alfred Schmidt, nestoren blandt sine kolleger, voksen netop som industrialiseringen satte igennem og produktiv til øjeblikket før besættelsen. Blade har som alt andet deres tid, de gik ind efter et antal numre eller år, men inden da var nye dukket op, der afprøvede verden fra deres specifikke vinkel. De fleste er i dag samlerobjekter, der har holdt tegnernes navne levende længe efter, at redaktørerne og såmænd også en hel del dagblade er glemt. Postproduktion når den er ypperst.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Popular posts from this blog

Speaking of the Dead

Dilemma into Conflict