When the battle's lost and won




Skriveprocesser har deres egen fortælling adskilt fra og dog tæt indvævet i deres emne. Bogen til Valdemar Andersen tog første afsæt i disse dage for 6 år siden. Jeg genkender lyset på året, der gør stemninger levende igen. 

Det var den sidste dag, hvor min Mormor spiste, jeg skrev de første afsnit. Fire dage senere sad vi tæt omkring hende et lille døgn. Min Bror kærtegnede hendes hænder, mens jeg holdt hende om ryggen. Den lillebitte spinkle krop i de lag af silke, der var så meget hendes. Natten var pinefuld, mens hendes vejrtrækning blev en stadig større kamp. Hver gang hendes krop igen trak sig sammen som i en krampetrækning, åndede vi med hende af lettelse. Oftere og oftere blev pauserne lange, til de atter igen blev brudt. Indtil stilheden og med den erkendelsen.

Abelone Koppel har talt så smukt om at skifte navn, når vi har mistet. For vi bliver aldrig de samme igen. Overgangen er umulig igen at krydse


Da vi mistede Mormor, havde sygdom allerede bidt sig fast i familien. Vi er gået fra katastrofe til katastrofe. Det er vores liv at håbe på den næste vejrtrækning.

Men Valdemar gør godt. Han er så livsbekræftende at vende tilbage til. Han bliver uvilkårligt en del af den nysgerrighed efter livet, som insisterer på at banke igennem. Altid med visheden om det, som vi bærer med os, som han sagde til sin Juliane: "Naar Mennesker er overmodige og udvidende har De ingen Skade af at beskæftige sig med sørgelige Ting, men følsomme Mennesker som Du og jeg bliver angrebne paa hele Organismen deraf, derfor har man en Pligt over for sig selv og sine Nærmeste til at finde og dvæle ved Tilværelsens venlige Sider".

Deri hans storhed. Lyset i hans kunst er aldrig naiv. Den bærer visheden og viljen i sig.


Jeg har tilladt mig i novemberlyset at sætte den lille række af skitser sammen, hvis emne er så usædvanligt for en tegner, der aldrig søgte dramaet. Dette er Macbeth fra mødet med heksene, forræderiet, det første mord, banketten, der afslørede alt, og Lady Macbeths søvngængeri. De er forblevet på skitsernes plan, for deres hensigt kendes ikke. Illustrationer til et bogformat?

Den fede pensel, der fortæller i hvert et strøg, så løst det end tager sig ud. Det knortede træ med ravnen. De forblæste mænds udbrud. De ventende og alvidende hekse.

Alle fotos gengivet med tilladelse fra Kort- og Billedsamlingen, Det Kgl. Bibliotek


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Popular posts from this blog

Speaking of the Dead

Dilemma into Conflict