Cartooniana

Genkendelse har mange lag. I en af de utallige, løbende reklamebånd online optræder en velkendt positur: Basketballstjernen Amaré Stoudemire, der leder kampagnen for at få de unge til at blive i highschool: "Wake Up and Go To School!"

Amaré Stoudemire minder umiskendeligt om ham her:


Johannes V. Jensen sad model 1905 til det portræt, der blev Valdemar Andersens debut på Charlottenborg året efter. De havde indledt et livslangt venskab omkring 1899, året, hvor Kongens Fald første gang blev udgivet. Johannes V. Jensens videnskabelige tilgang til sit forfatterskab betød, at han eksempelvis selv havde afbildningen af den mammut, som tegneren løb forbi og lånte, da han skulle lave forside til "Bræen":



Sammenstillingen af de to herrer på tværs af et århundrede blotlægger deres iscenesættelse - hvis vi skulle have været i tvivl. Lyscirklen bagved, den høje krave og den tilbagelænede positur, hvor hænderne kommer i overstørrelse. Mænd på toppen af deres magt, der vurderer o…

En ganske almindelig avisside, en lynlås og lidt rød farve, og vi har billedet på et dikaturs styrke.

Og dets største svaghed.

I disse dage reddes en udsmykning, der nær var ved at forsvinde: Hans Scherfigs vægge til børnehaven på Carlsberg. Men først efter massiv indsats fra gode kræfter i kulturlivet.

I foråret 2010 skrev Hans Edvard Nørregård-Nielsen en stærk og meget bevægende artikel i Weekendavisen for bevarelsen af monumentaludsmykninger, hvordan udsmykninger i det offentlige rum er de første til at bukke under, når chefen i ministerstolen bliver en anden. Nyt skal til, og værdien af det forudgående glemmes. Vi bliver alle sammen kulturelt fattigere hver gang.

Erfaringen kendes kun alt for godt også fra fokus på den ene kunstner med de mange udsmykninger over hele landet. Bygninger er solgt, retssale omlagt og hvad skal man så med ganske vist smukke, men dyre udsmykninger at istandsætte - og hvad nu med en elevator, den ville være praktisk, har den ikke førsteprioritet? Problemet er lige stort, om vi taler offentlige som private ejere, for de private er ofte meget interesserede bevarere, men uden muli…

Macbeth-skitserne er noget så forunderligt, som tegnet med en bred, våd pensel. En teknik, vi kun meget undtagelsesvist ser fra Valdemar, og alligevel tog penslen ikke magten fra ham.
Men naturligvis er og bliver teknikken den samme som for den spinkle linje. Hvoraf en af hovedværkerne er reklameskiltet for Heerings Curacao fra 1921.
En krølle er frækt lagt nøjagtigt i billedfladens midte og opløser hele motivet til det, som det vitterligt er: Linjeløb. Krøllen er lagt en smule åben, så den bryder med en regelret cirkel. Oveni er det lige før, at det perspektivisk er nakken, vi ser af hende, idet hun bøjer ansigtet væk fra os.
Stor humor, hvis egentlige formål er at bortlede opmærksomheden fra læbernes møde med den lille stribe orange.


Curacao-skiltet var med på mindeudstillingen på Charlottenborg for Valdemar Andersen i 1928, hvor kunsthistorikeren Sigurd Schultz i sin anmeldelse måtte fastslå, at han ved så stor kunst havde "(...) ondt ved at forstå, at det er et ganske almind…

Skriveprocesser har deres egen fortælling adskilt fra og dog tæt indvævet i deres emne. Bogen til Valdemar Andersen tog første afsæt i disse dage for 6 år siden. Jeg genkender lyset på året, der gør stemninger levende igen. 

Det var den sidste dag, hvor min Mormor spiste, jeg skrev de første afsnit. Fire dage senere sad vi tæt omkring hende et lille døgn. Min Bror kærtegnede hendes hænder, mens jeg holdt hende om ryggen. Den lillebitte spinkle krop i de lag af silke, der var så meget hendes. Natten var pinefuld, mens hendes vejrtrækning blev en stadig større kamp. Hver gang hendes krop igen trak sig sammen som i en krampetrækning, åndede vi med hende af lettelse. Oftere og oftere blev pauserne lange, til de atter igen blev brudt. Indtil stilheden og med den erkendelsen.
Abelone Koppel har talt så smukt om at skifte navn, når vi har mistet. For vi bliver aldrig de samme igen. Overgangen er umulig igen at krydse

Da vi mistede Mormor, havde sygdom allerede bidt sig fast i familien. Vi er g…

Så prægtig kan en kuppel tage sig ud, der var formodet at være tabt for altid. For ikke så længe siden, blev det igen afdækket. En juvel.

Hele fladen er én vibrerende mønsterflade af bugtende linjer, der forbinder sig eller forskyder sig over og under hinanden.

Lag på lag også af kulturhistorie, som akanthus-bladet, der er foldet omkring de slanke søjler. Akanthus-motivet har fulgt menneskets udvikling og dets trang, iboende nødvendighed nærmere, at skabe kunst - ifølge kunsthistoriens bannerførere i Wien på Valdemars tid:

Trappeudsmykningen i samme villa, som rummer billardkælderen

Alene i den tid, jeg har været neddykket i Valdemar Andersens kunst, har to retssale mistet deres funktion.
Det er de barske realiteter for monumentalkunst, at bygninger skifter ejere og ændrer indhold over tid, og vi er privilegerede, at det ikke er sket før i retssalenes tilfælde. Vi taler dog om snart et lille århundrede. Da billardkælderens ejere i sin tid flyttede ind, havde en gammel malermester mumlet "Valdemar Andersen", da han så deres udsmykninger, der løber op langs trappevæggene til første sal.

En gammel malermester på Frederiksberg, som har været vant til at møde Valdemars udsmykninger. Hvilken viden har han ikke besiddet? Måske om noget, som kunne reddes, hvis vi vidste, hvor vi skulle lede. I en trappegang skal der have klatret tigre. Tænk, om den eksisterede som baggrund på et foto og vi kunne få bare et enkelt blik?

I Hjørring gemmer sig et loft i den bygning, som først var bibliotek, siden kunstmuseum…

Foto: Paola Grippo Laustsen
Dette skrives med fingre, som næsten ikke kan bevæge sig, fordi der stadig gemmer sig torne under huden. Idag var tiden at bruge sav og kniv mod husets urskov til at skære ned, potte om og sætte nye stiklinger. De svarede igen. Nogle bliver revet af deres katte. Vi har planter.
Foto: Paola Grippo Laustsen
Passende derfor at tage et nærblik på Valdemars paradishave skabt til en billardkælder i en villa på Frederiksberg. Loft, gulv, vægge, selv møbler og skabe har han dekoreret. Kælderen har været voldsomt vandskadet, men essensen er intakt, og rummet er fuldstændig betagende.



Væggene består af store felter, hver med en billardspiller omgivet af paradisblomster og farverige fugle. Hver af spillerne er et gedigent portræt, hvis navne vi desværre ikke længere kender.
Foto: Paola Grippo Laustsen
Inspirationskilden ligger derimod lige for: Rafaels loggiaer i Vatikanet. Slyngningerne, blomsterne og fuglene i samme rytme henover fladen. Valdemar nåede aldrig til Italien,…

Knapt havde vi taget hul på 2011, før der flød bladtegninger over nettet, endnu skønnere og stærkere end sjældent før set.

Afsættet var naturligvis omvæltningerne i Tunesien, Ægypten, Syrien, Libyen og og....og i marts blev Japan ramt af en trefoldig katastrofe i tsunami, jordskælv og Fukushima-nedbruddet. Hver dag bragte nye tegninger verden rundt. Der var tegnere, som bloggede eller fik deres tegninger vist på dagens blogs direkte inde fra demonstrationerne, mens deres kolleger i andre verdensdele kommenterede med hver dag. Tegninger, som igen blev vist på nye platforme, hvor endnu flere kunne se fælleslinjer eller skæringspunkter af forskelligheder på tværs af geografi.
Intenst har det været at følge med. Blogs er opstået lige så hurtigt, opnået udbredelse og igen lukket ned eller blevet lukket, for så igen at opstå nye steder. For en ikke-arabisk-talende kan det til tider være svært at gennemskue, hvem som står bag siderne. Irans regering har eksempelvis svaret igen på aktivitet…

ENGLISH TRANSLATION IN ITALICS




Tiden op til første verdenskrig var spændingsfyldt, industrialiseringen var stærk, men ikke afklaret, selv i journalistikken var der med Georg Brandes' ord gået "Industrialisme". Krigen blev en realitet.

The time leading to the declaration of the First World War was ridden with tension. Industrialization was strong, but not settled, and even journalism had with the words of Georg Brandes succumbed to "industrialism". The war became a reality.



Den unge kunstnergeneration i de krigsførende lande blev indkaldt. Nogle fik officielle hverv som krigskunstnere og kom uden for direkte livsfare, dog alle blev de mærket for livet. De kunstneriske nybrud, som industrialiseringen havde betydet, nye måder at se verden og fortolke den på i kunsten, var der ikke brug for i krigsindustrien, og bagefter var der intet overskud eller tiltro til at fortsætte.

The young generation of artists in the war-faring countries enlisted. Some got official duties…